fredag den 14. august 2015

Fra Portland til Spokane

Lincoln City blev turens næste stop. Her stod den på familien-Kjeldsen hygge i et stort hus min fætter havde lånt. Lincoln City ligger ud til Stillehavet og er en meget hyggelig by. 

Dagen startede med stor morgenmad på Sweet Betty. Ja som en gruppe på 13, fik vi da det største bord på familierestauranten. Alle blev godt mætte til en køretur på ca 2 timer.



Køreturen til Lincoln bød på et lille smut til Woodburn Outlet. Skønt sted med en masse butikker. Første shopping blev i Nike butikken med et større indkøb. Her stødte vi sørme ind i hr Steen og fru Lise Kjeldsen. De var også blevet fristet. Derefter gik det også meget godt med at bruge penge i Levis butikken. Inden vi fik set os om, havde vi en 5-6 poser fyldte med lækre indkøb. 



Efter en "hård" omgang shopping, kørte vi igennem smukt høstlandskab til Lincoln City, hvor de andre var ved at komme på plads. En tåge/dis havde lagt sig over byen, men en kold øl kunne sagtens nydes på altanen. 

Aftensmaden blev også nydt på altanen. Efter maden tog vi på casino. Vi var der kun kort, da vi kun ville se stedet, men ikke spille. Vi ville være friske til en lang køretur dagen efter. Vi sov på en hems med en lille futonsofa. Meget hyggeligt. 
Om natten tordnede og lynede det helt vildt. Det var lige før det kunne overdøve den snorken som kom fra min fætter der sov i stuen under hemsen. 

Dagen efter gik vi en morgentur ned til stranden. Efter morgenmad og en god kop kaffe, kørte vi til nærmeste supermarked for at købe proviant til køreturen til Seattle. 


Vi kørte langs stillehavskysten og helt op til Aberdeen, før vi kørte ind i landet til Seattle. Så smuk en tur. En tur der tog lige godt 8 timer. 
Turen gennem byen krævede god koncentration pga rigtig mange vejbaneskift. Men Peter var en haj til det, og vi kom sikkert frem til vores motel nord for Seattle.


Aftensmaden blev indtaget på en kinesisk. Her fik vi et større måltid, ja vi måtte sgu have en doggybag med rester.

Onsdag d. 12 august stod på oplevelse i Seattles gader. En bustur på 20 min og vi ankom til centrum. Vi startede ved Pike Place Market. Her rendte vi sgu ind i hr Steen og fru Lise Kjeldsen. Vi tog på The Pike Brewery hvor vi fik fish and Chips og øl. 


Derefter skiltes vores veje og vi fortsatte til den højeste bygning Columbia Center, med sine 76 etager. Vi kom op på etage 73 med den vildeste udsigt over byen. Lidt diset men så flot. Elevatoren der kørte til tops, kørte hurtigere end det gyldne tårn i Tivoli. 



Vi kørte med monorail til Seattle Center, gik langs havnekajen og sad i aftensolen og fik 4 retters middag. Seattle er en spændende by og der er tonsvis af ting at se. Vi tog  det hele stille og roligt, og bare fik stemningen med. 


Fra Seattle gik turen til Spokane, der ligger et godt stykke inde i landet. Vi kørte af hovedvejen igennem er kæmpe tørt område. Vi følte lidt vi var i Grand Canyon, trods vi aldrig har været der. 

Vi havde en længere pause i et kæmpe supermarked, der havde alt for mange valgmuligheder. Vi skulle blot finde et par små ting, og inden vi fik set os om, var der gået 1 1/2 time før vi sad i bilen igen. 


Spokane er en meget varm by. Hele 38 grader ved ankomst. Og så ligger det midt i landet, så ingen luftcirkulation. Vi gik en tur rundt i byen og fik et solidt burgermåltid. 




1 kommentar:

  1. Man skal ikke lide af højdeskræk, når man står på altanen på 73. etage -:)
    Det lyder som om, der er mange spændende til at opleve i USA, selv om det kun er en mindre del, som I bevæger jer rundt i.
    Er varerne billigere end i Danmark?
    Kan I hilse omkring jer og have det godt.
    En kærlig hilsen fra Løkken

    SvarSlet